Mindedagen for Jens Toldstrup, 30. juni 2018 i Assens. Tale af Søren Espersen

 

Først en fortjent påskønnelse af Toldstrupselskabet for det, selskabet på få år allerede har opnået. Jeg ved, at der ligger arbejde og vilje bag denne succes.

Vi her til stede – nogle i mindre grad, og nogle i mere – er velbevandret i den nærmest mytiske, og på alle måder storartede historie om Toldstrup.

Det, der altid slår mig, når talen eller tanken falder på vore frihedskæmpere, er spørgsmålet om, hvad der drev dem.

Hvad fik pæne og fredsommelige folk – ofte folk i gode positioner i samfundet, ofte familiemennesker, ofte folk, som ikke interesserede sig for politik – folk, som kunne være yngste lærling, kontormusen eller arbejdsdrengen – eller for den sags skyld kunne være professor, sømand eller præst….

Hvad drev alle disse forskellige danskere – afsted fra den trygge hverdag – og ud i nattens buldrende mørke – ud gennem sjap og sne for at sprænge en jernbane eller en fabrik, for at lægge hindringer i vejen for den tyske besættelsesmagt eller for at modtage våben og eksplosiver – og midt i det hele være på det rene med, at netop denne nat – ville kunne blive deres sidste, og at de muligvis aldrig ville blive takket for deres indsats?

Hvad drev disse mennesker? Og hvad drev den enkelte frihedskæmper? Ja, en entydig forklaring herpå, vil selvfølgelig ikke kunne leveres. For enkelte var ideologi uden tvivl det drivende brændstof, mens andre gik til opgaven af andre, vidt forskellige årsager.

For Toldstrup lå det klart. Her var ingen vaklen: Han kunne ikke udholde tanken om at Danmark var besat af en fremmed magt. Han kunne ikke udholde tanken om, at Danmark ikke længere var et frit og selvstændigt land. Og vigtigst for ham: Han nærede simpelthen en varm, dyb, inderlig – og, ja – positivt sagt – barnlig kærlighed til sit folk og fædreland, og hvor han, fordi andre havde svigtet, måtte kæmpe.

Svigtet blev for et par år siden fint skildret i filmen “9. april”. Jeg har den i reolen, og genså den for nylig. Det er en fortræffelig film – en enkel og sober skildring af, hvordan Regering og Folketing op til tyskernes overfald faktisk havde gjort forsvaret forsvarsløst ved at afvise at lade danske soldater benytte de våben, de havde. Til fortvivlelse for de af vore prisgivne soldater, herunder Toldstrup, som var løjtnant, og som end ikke havde fået tilladelse til at gå stilling ved grænsen i forhold til det angreb som man vidste, var på vej – og dermed dé facto havde fået forbud mod at forsvare landet.

Dårligt nok til at holde ud for de i titusindvis af danske soldater, som stod på de dengang mange kaserner i Sønderjylland, og som ivrigt stod klar, fuldt bevæbnede – og også med tunge våben – klar til at kæmpe ved grænsen den 9. april, ligesom også Flåden var rede – og i alarmberedskab.

Og så den lammende, forfærdelige oplevelse hos officerer, befalingsmænd og menige om, at Regeringen – tøvende, rystende og bævende – af ren befippelse ikke magtede hverken det ene eller det andet.

Ikke engang den lette løsning: at meddele betingelsesløs overgivelse, som politikerne givetvis for længst havde besluttet, kunne de midt i al deres befippelse finde ud af at få kommunikeret ud – og fik dermed flere danske soldaters liv på samvittigheden.

Det, at Regering og Folketing svigtede i den afgørende stund, og blev ved med det de følgende tre år, var som bekendt den direkte årsag til at Hjemmeværnet fire år efter Befrielsen blev etableret.

Og unge mænd og kvinder meldte sig i stor stil, da det efter et års tid, efter Bornholms lykkelige befrielse, snart stod klart, at næppe var Nazismen besejret før et andet diktatur – det kommunistiske Sovjetunionen truede Danmark.

Således stod under den efterfølgende kolde krig, udover den stående hær på 30.000 mand samt det dobbelte antal reservister, plus op mod 80.000 våbenføre Hjemmeværnssoldater klar til fra første minut af en sovjetisk invasion at forsvare netop den egn, som de kendte så godt.

Et faktum, som – og det har research i de russiske arkiver efterfølgende fastslået – faktisk vakte alvorlig overvejelse i den sovjetiske generalstab. Stalin og hans efterfølgere gjorde jo som bekendt militært alting op i divisioner – og her stod altså, udover Danmarks stående hær, hele otte divisioner – og hver afdeling med et unikt lokalt kendskab.

I dag er Hjemmeværnet så, alene med henvisning til en enkelt terrorists ugerning, blevet delvis afvæbnet, og vreden blandt vore frivillige er forståeligt stor. Det ses forståeligt af vore soldater som en ydmygelse, og det skal der selvfølgelig rettes op på. Og vil der blive rettet op på.

Militært er det også en fortvivlende idé – for i de seneste mange år har det netop været Hjemmeværnet, som har taget sig af Danmarks territorialforsvar. Jo, for sådan er det gået, siden der indkaldtes færre og færre værnepligtige, og siden at Forsvaret, forlig efter forlig, er blevet nedskåret til det, som er realiteten lige nu:

At vi har en ganske lille stående hær, som groft sagt består af tre kampbataljoner – hvoraf kun to kan sendes af sted ad gangen. I årevis har det nemlig virket støvet at udtale ordet “territorialforsvar”.

I dag synes kun få, at det virker støvet. Værnepligten sikrede vi ved det foregående forsvarsforlig – og med det netop indgåede forlig er det territoriale forsvar atter kommet til ære og værdighed – og med Hjemmeværnet i en særdeles central rolle i det samlede forsvar. Det tror og håber jeg vil komme til at skinne igennem, når vi for alvor går i gang med implementeringen af forliget.

Og når vi nu er ved Hjemmeværnet – ja, så står Toldstrup som bekendt centralt i den historiske fortælling om Hjemmeværnet.

Sagen er jo, at frihedskæmperne generelt nærede en afgrunds-dyb mistillid til politikerne. Og under ingen omstændigheder ville de acceptere, at det skulle blive samarbejds-politikerne, der, som det skete på Christiansborg, også skulle sætte sig på Danmarks militære fremtid.

De i tusindvis af modstandsfolk havde ved Befrielsen hundredtusindvis af våben, deponeret i hjemmene, og havde ikke den fjerneste lyst til at opgive disse våben.

Og Toldstrup var enig med dem, og rasede over fremtidsudsigterne!

Et par måneder inden Befrielsen blev han initiativtager til det berømte møde – Ranumkonventet, hvor de nordjyske nationalkonservative skitserede store planer om et organiseret skytteforbund, et Frihedskæmpernes Forbund, i høj grad kontrolleret af Dansk Samling.

Og midt i det hele stod så selvbevidste kommunister – modstandsfolkene fra BOPA, som givet havde skjulte dagsordner, og som heller ikke ville opgive våbnene. De to grupperinger, som jo under Besættelsen havde kæmpet side om side, stod som månederne gik mere og mere stejlt overfor politikerne.

I de fire år, der gik inden Frihedsrådet med Frode Jakobsen som den stærke kraft alligevel endelig kunne stifte Hjemmeværnet, blev det så mellem modstandsbevægelsens store grupper, at gnidningerne kom til at stå.

Alle grupperinger – herunder også Toldstrup og Dansk Samling samt kommunisterne – endte dog med at enes om nedsættelse af et udvalg, hvis kommissorium havde til formål at oprette et hjemmeværn med forbindelse med Danmarks hær, flyvevåben og flåde.

Men der skulle komme til at gå en rum tid, før kommunisterne følte sig presset ud, og derefter, sammen med Det Radikale Venstre, blev direkte modstander af Hjemmeværnet.

Historien om disse afgørende måneder fortælles glimrende af Jens Ole Christensen i bogen ”Hjemmeværnet – Historien om det folkelige forsvar”, som udkom lige før Jul i fjor, og som jeg bestemt kan anbefale.

Endnu engang vil jeg takke for indbydelsen til at være med i dag, og ønsker ToldstrupSelskabet held og lykke med det videre arbejde med – for fremtidige generationer – at fastholde kendskabet til Toldstrup og de modige landsmænd, som han omgav sig med.

En – på alle måder – storartet historiefortælling, som beretter om mod og opofrelse – samt om en stærk og urokkelig kærlighed til Danmark.

 Søren Espersen

Medlem af Folketinget
Kommitteret i Hjemmeværnet
Formand for udenrigspol. Nævn