En sort dag for dansk politi

Et af besættelsestidens mørkeste kapitler blev udspillet den 19. september 1944

Det var dagen, hvor politiet i de større danske byer blev arresteret og deporteret til tyske kz-lejre.

Den danske politistyrke talte på det tidspunkt 10.000 mand, og af disse blev 1.960 arresteret under aktionen, som tyskerne gav kodenavnet “Operation Møve”.

For Toldstrupselskabet, som ikke alene formidler viden om den berømte modstandsmand Jens Toldstrup, som blev født i Assens, men også om besættelsestiden generelt, er denne aktion en af besættelsestidens mest betydningsfulde.

Og derfor markerer selskabet dagen med et arrangement i Museum Toldstrups Hus, hvor lektor Niels Peter Frederiksen, som har stor indsigt i emnet, i et foredrag vil berette om, hvad der skete den skæbnesvangre septemberdag i 1943, og herunder også om dramatiske begivenheder i den fynske frihedskamp.

Med udgangspunkt i en redegørelse for tyskernes brutale overfald på politiet i Odense den 19. september 1944, der markant adskiller sig fra tyskernes samtidige arrestation af politiet i Aalborg, Aarhus og København, vil aftenens foredragsholder fortælle om nogle af konsekvenserne af dette overfald, samt berette om hidtil ukendte, dramatiske begivenheder i den fynske modstandskamp.

Herunder vil han også belyse, hvordan Jens Toldstrup, på en helt speciel måde bidrog med forsyningen af våben og sprængstoffer til den fynske modstandskamp.

Arrangementet, der starter klokken 19.00, er åbent for alle.

Entré inkl. kaffe kr. 100,00